Boganbefaling

De tre tyste af Synne Kristine Eriksen

Bøgerne foregår i et univers, der trækker mange paralleller til vikingetiden. Men denne verden er også befolket med skygger og klokkemagere. Menneskene passer sig selv, alt imens skyggerne og klokkemagerne er dødelige fjender. Klokkemagerne er et lavstammet folk, der lever ude i naturen, i skjul for både mennesker og skygger. De er originale fundet på, og jeg mindes ikke at være stødt på noget lignende før i litteraturen. Skyggerne er snu, beregnende og har kun respekt for deres egen slags. Vi følger menneskedrengen, Sigurd, der tvinges til at forlade sit barndomshjem i Skoven, da hans lillesøster en dag bliver kidnappet af to store ørne. Imens stifter vi bekendtskab med klokkemageren, Myrhat, der er modig og egenrådig. Hun bliver sendt afsted af sit folk for at opsøge menneskerne, da noget mørkt og ondt er begyndt at sprede sig i Skoven. Klokkemagerne ser ingen anden udvej end at bede om hjælp. Et valg, der er truffet som allersidste udvej. Snart krydses Sigurds og Myrhats veje, og et farefuldt og nervepirrende spændende eventyr begynder. For hvem har taget Sigurds lillesøster? Og hvad er det onde mørke, der langsomt forgifter Skoven?

Jeg var fuldstændig solgt efter kun første kapitel. De her bøger! Den her serie! Alle burde læse dem. Unge såvel som gamle, uanset om man er fantasyelsker eller ej. Synnes sprog og hendes beskrivelser er magiske og har et drømmende og til tider mareridtsagtigt skær over sig. Der er så meget i den her handling. Så mange facetter af både venskab, loyalitet, styrke, mod og indre kampe og konflikter. Sigurd og Myrhat er overbevisende og elskværdige karakterer, som man ikke kan lade være med at holde af og holde med. Selv bipersonerne er spændende og troværdige. Det er genialt! Som læser er det umuligt ikke at blive investeret i fortællingen, og det er svært at slippe historien, når først man er gået i gang. Serien er på min top-10 over yndlingsbøger nogensinde, og jeg ved, at jeg kommer til at genlæse Synnes fortælling mange gange i fremtiden.

Læs mere om De tre tyste og Synne Kristine Eriksen via hendes hjemmeside

SKRIVEBLOKADE

Hvad gør du?? – 2 råd til, hvad der kan hjælpe dig ud af den.

Det kan være vældig frustrerende at sidde der foran computeren med markøren blinkende, og der kommer ingen ord ud. Det oplever de fleste, der skriver. Hvordan kommer man så ud af det igen? Skal man bare opgive og lade sit projekt tørre ud, imens man skyr computeren som ilden og laver diverse overspringshandlinger for ikke at blive mindet om, at ordene ikke vil komme?

Nej, selvfølgelig skal man som forfatter aldrig finde sig i en skriveblokering! Og her kommer et ganske enkelt svar på hvordan: Disciplin. Du skal have en vis portion selvdisciplin – og her snakker jeg ikke i forhold til chokolade, for meget Netflix, eller måske noget helt tredje. Du skal have selvdisciplin i forhold til din historie og dine karakterer.

👉 1. råd: Afskærm dig selv for overspringshandlingerne. Luk Facebook. Tjek ikke mails. Luk døren ind til vaskemaskinen og vasketøjet. Alt dét vil stadig ligge og vente på dig bagefter. At skrive kræver faktisk rigtig meget koncentration og fokus. Hvis du ikke kan finde det derhjemme, så smut ned på dit lokale bibliotek og tag ørepropper i ørerne, hvis der er lidt for meget larm.

👉 2. råd: God, gammeldags tvang. Ja, du læste rigtigt – du skal tvinge dig selv. Selvom du måske ikke har ’lyst’, så sæt dig alligevel ned foran computeren med det mål, at du skal skrive minimum femhundrede ord. Husk på at ordene altid kan redigeres – det kan et tomt dokument ikke. Ofte er det et lille skub som dette, der kan kickstarte inspirationen.

Jeg ønsker dig rigtig god skrivelyst.

Processen bag en fængende forside

– Interview med Per O. Jørgensen

  • Din arbejdsgang er ganske særlig i forhold til andre illustratorer. Du ynder nemlig at læse manuskriptet, som du skal illustrere til, igennem. Hvordan dannes de første spæde ideer til den endelige forside?

Igennem snart mange år har jeg lært mange forfatterinder og forfattere at kende, og for samtlige har jeg oplevet, at de har givet, ikke kun mange, mange, mange arbejdsuger, måneder og år, men ofte en stor del af deres hjerteblod til deres bog. Alt andet lige skal man være et skarn, hvis man ikke så også læser hele manuskriptet for at kunne illustrere deres historie på bedste vis. Ligesom alle andre læsere danner jeg billeder i mit hoved, ud fra det du, forfatterinden skriver, og dette bliver begyndelsen.

  • Hvordan ved du, når den helt rigtige forside er der?

Aaarh – hvordan ved du, at du har skrevet den helt rette historie eller komponeret den smukkeste sang. Et eller andet sted er det vel, når du selv tænder på det. Når du har udtrykt noget, der virker rigtigt i forhold til den givne situation.

  • Du benytter dig af modeller til at tegne efter? Hvor finder du inspiration til dem?

Først og fremmest skal de passe til historien. Ikke kun aldersmæssigt og udseendemæssigt; men kan hun også være vild og blodig, eftertænksom, eller hvilke karakteregenskaber hovedpersonen nu har.

  • Hvilke ideer var dine første til forsiden til Grænsen til Trafallas del 3?

Nu har jeg så lige glemt hans navn, men ham ærkeskurken, skiderikken, der forvandler folk til levende stenskulpturer. Et skræmmende nærbillede af ham i hans rustning, emmende af ondskab.

  • Hvad er det bedste ved at lave for- og bagsider til bøger?

At det ikke er en bunden opgave, hvor motivet er givet på forhånd, men hvor jeg selv for lov til at komme med noget.

  • Hvad var det sværeste ved at illustrere til Trafallas-serien?

De mange muligheder.

  • Kan du løfte sløret for, hvilke andre projekter du på nuværende tidspunkt arbejder med?

Omslaget samt indvendige illustrationer til en børne- og ungdomsbog om en dreng og pige, der lever under vikingealderen, plakaten for Eventyrteatrets Juleforestilling i Tivoli samt en STOR hemmelighed, jeg ikke kan fortælle om endnu.

  • Kan du nævne tre ting (gerne flere), som inspirerer dig i dit arbejde som kunstner?

Først og fremmest skønhed. Jeg synes, at hvis man ikke kan gøre livet smukkere eller mere interessant for andre igennem det man viser, skal man holde sin kæft eller lægge blyanten fra sig. Om det er værd at fortælle. Som kunstner arbejder man med kommunikation. Og har man ikke noget der er værd at fortælle/vise, er det bedre at tie stille, eller finde en anden levevej. Det var jo kun 2 ting – men sådan er det. Skønhed og ting jeg finder væsentligt inspirerer mig

Kort om Per: Den danske illustrator og billedkunstner Per O. Jørgensen er kendt som manden bag verdens bedste omslagsillustrationer til “Harry Potter” bøgerne. Kåret i skarp konkurrence med nogle af verdens absolut bedste bogillustratorer. Han er tillige manden bag et stort antal bogomslag fra forskellige ledende danske forlag. I 2016 efterfulgte han Dronning Margrethe som årets Julemærkekunstner. Blandt andre, der har valgt at bruge hans illustrationer, kan nævnes Danmarks største og trendsættende børneteater Eventyrteateret, det københavnske museum Tøjmuseet, Danmarks Nationalmuseum, Det kongelige Danske Haveselskab, TV 2, det amerikanske CBS (60 minutes) og Danmarks Radio. Blandt udstillere af hans værker kan tælles Koldinghus Museum, Kulturloftet, Gjorslev Slot, Galleri Comic Art, Galleri Gaudi, og mere end 35 offentlige biblioteker. Per bor sammen med en ægte Laplandsprinsesse, der er meget smuk, i et gammelt fiskerhus tilhørende Gjorslev slot. Sammen har de 3 døtre, der også er bemærkelsesværdig smukke.

Endnu en suveræn anmeldelse af Skyggen fra Nord

“Julie M. Days udvikling som forfatter er fænomenal og den her bog er et tydeligt bevis derpå. Alt er blevet bedre, og mere til. Den her bog indeholder alt en fantasybog bør indeholde og så endda lidt mere til pga. originaliteten i historien – Den her bog er helt for sig selv, på alle gode måder!”

– Nadia Bøgeskov fra The Bookish Bøgeskov.

https://xnadiabjensen.wixsite.com/thebookishboegeskov/single-post/2018/07/11/Gr%C3%A6nsen-til-Trafallas-2—Skyggen-fra-Nord—Julie-M-Day

 

Tusind tak for den vidunderlige anmeldelse.

Litteratursiden.dk anmeldelse

“Der sker mystiske ting i elverlandet Trafallas, hvor oldgamle kræfter har opnået fornyet styrke. Andet bind i  fantasyeventyret om elverlandet Trafallas er seriens hidtil bedste.”

– Pia Bechmann fra Litteratursiden.dk

https://litteratursiden.dk/boeger/graensen-til-trafallas-del-2-skyggen-fra-nord

 

Tusind tak for den fantastiske anmeldelse.

Skyggen fra Nord – anmeldelse

“Det er ikke så ofte at bøger får rodet så meget op i mine følelser, men jeg skal da lige love for at Julie har formået at få mit hjerte knust og blødt op flere gange igennem disse to bøger. De slutter begge virkelig hjerteskærende og jeg har grædt utroligt mange tårer. ”

– Anne-Mette Højbjerg fra bloggen: Giz-blog.dk

http://www.giz-blog.dk/2018/07/jeg-har-lst-del-12-af-serien-grnsen-til.html

Tusind tak for en forrygende anmeldelse

Besøg hos Bog & Idé, Odder

Jeg er så heldig at have fået lov til at besøge Bog & Idé i Odder, og jeg glæder mig.

Det sker fredag d. 22. juni fra klokken 15.30 til 17.00, hvor jeg vil være i butikken til en snak om fantasy, elvere og serien: Grænsen til Trafallas. Man er meget velkommen til at tage sin bog under armen, hvis man allerede har købt den og gerne vil have en hilsen med fra mig. Ellers er både del 1 og del 2 til salg i butikken, hvor jeg vil stå klar med en kuglepen til en krusedulle.

Jeg håber, vi ses.