Boganbefaling

De tre tyste af Synne Kristine Eriksen

Bøgerne foregår i et univers, der trækker mange paralleller til vikingetiden. Men denne verden er også befolket med skygger og klokkemagere. Menneskene passer sig selv, alt imens skyggerne og klokkemagerne er dødelige fjender. Klokkemagerne er et lavstammet folk, der lever ude i naturen, i skjul for både mennesker og skygger. De er originale fundet på, og jeg mindes ikke at være stødt på noget lignende før i litteraturen. Skyggerne er snu, beregnende og har kun respekt for deres egen slags. Vi følger menneskedrengen, Sigurd, der tvinges til at forlade sit barndomshjem i Skoven, da hans lillesøster en dag bliver kidnappet af to store ørne. Imens stifter vi bekendtskab med klokkemageren, Myrhat, der er modig og egenrådig. Hun bliver sendt afsted af sit folk for at opsøge menneskerne, da noget mørkt og ondt er begyndt at sprede sig i Skoven. Klokkemagerne ser ingen anden udvej end at bede om hjælp. Et valg, der er truffet som allersidste udvej. Snart krydses Sigurds og Myrhats veje, og et farefuldt og nervepirrende spændende eventyr begynder. For hvem har taget Sigurds lillesøster? Og hvad er det onde mørke, der langsomt forgifter Skoven?

Jeg var fuldstændig solgt efter kun første kapitel. De her bøger! Den her serie! Alle burde læse dem. Unge såvel som gamle, uanset om man er fantasyelsker eller ej. Synnes sprog og hendes beskrivelser er magiske og har et drømmende og til tider mareridtsagtigt skær over sig. Der er så meget i den her handling. Så mange facetter af både venskab, loyalitet, styrke, mod og indre kampe og konflikter. Sigurd og Myrhat er overbevisende og elskværdige karakterer, som man ikke kan lade være med at holde af og holde med. Selv bipersonerne er spændende og troværdige. Det er genialt! Som læser er det umuligt ikke at blive investeret i fortællingen, og det er svært at slippe historien, når først man er gået i gang. Serien er på min top-10 over yndlingsbøger nogensinde, og jeg ved, at jeg kommer til at genlæse Synnes fortælling mange gange i fremtiden.

Læs mere om De tre tyste og Synne Kristine Eriksen via hendes hjemmeside