Jeg har haft en konkurrence kørende, hvor man kunne vinde Grænsen til Trafallas – Den halves arv.
I den forbindelse ønskede jeg at blive stillet 3 spørgsmål.
Jeg må sige, at jeg blev sat på en prøve – hold nu op jeres spørgsmål var gode, og det var nærmest umuligt for mig at vælge en vinder. (Derfor er jeg også endt med 3 vindere!)
Jeg vil nu forsøge på bedste vis at besvare vinderspørgsmålene og samtidigt ønske stort tillykke til:
Helle Næsted Hansen (facebook)
Elisabeth Nissen (facebook)
Nadja Lundstrøm (instagram, reuzam2000)
Helles spørgsmål.
- Hvordan skaber du dit fantasy-univers?
Jeg skaber mit fantasy-univers ud fra, hvad, jeg selv synes, er magisk, smukt og spændende. Der skal være hemmeligheder og steder/genstande, som fascinerer mig, drager mig eller måske endda skræmmer mig. Et eksempel fra Trafallas er mystikken med skriftrullen og den fremmede mand. Hvad er den, hvem er manden, og hvorfor er de dukket op hos Grace? Et andet spørgsmål, som var sjovt for mig at udforske, var hele konceptet med at være halv. Det var virkelig både en udfordring, men også lidt af en gåde, som jeg skulle løse. Jeg vidste nemlig ikke, hvad det gik ud på, det her med at være halv, da jeg allerførst fandt på det. Hvad vil det sige at være halv? Hvorfor er Grace det, og hvordan kan det have noget med grænserne til landet Trafallas at gøre?
Alle disse spørgsmål var én stor bunke af gåder, jeg forsøgte at finde svar på hen ad vejen, og det er lige præcis dét, jeg elsker ved at skrive. Jeg ved aldrig helt, hvor jeg ender, og det er kun fantasien, der sætter grænser.
- Er det svært at finde rundt i en verden, der i første omgang kun findes i dit hoved?
Når først den nye verden, som man har opfundet, findes, så er den lige så let at finde rundt i som éns egen bukselomme. Men da konstruktionen af den stod på, så var den ind imellem lidt svær at finde rundt i. Det var mange ting, jeg skulle huske, og jeg måtte da også flere gange lede lidt i teksten – ”Hvordan var det nu liiige, det var…”
- Hvor lang tid tog det at skrive bogen?
At skrive selve bogen tog ikke frygtelig lang tid. Jeg tror, det tog, fra jeg skrev den første sætning til det sidste punktum, godt og vel tre måneder. Det var den efterfølgende proces, der tog lang tid. Det tog rigtig lang tid at finpudse og forenkle både mit sprog, men også beskrivelserne. Djævelen ligger jo ofte i detaljen, og da jeg også lige skulle sørge for at holde den røde tråd til bog 2 og bog 3, så måtte jeg tilbage og redigere en del gange. Havde jeg ikke på nuværende tidspunkt udgivet del 1, så ville jeg sikkert stadig sidde og redigere i den.
Elisabeths spørgsmål.
- Hvordan kom du i gang med bogen?
Tilbage i 2010 arbejdede jeg i en reception i en stor virksomhed. Det var sommerferie, og der var nærmest ingen mennesker på arbejde. Jeg kedede mig noget så grusomt i den periode og var netop blevet færdig med at læse en bog, som jeg havde med mig for at slå tiden ihjel. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg også ville prøve at skrive noget.
– Jeg startede med at åbne et word-dokument. Så sad jeg lidt og stirrede på det. Derefter skrev jeg, måske 30 gange; ”jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive!”
Men pludselig vidste jeg det.
En ung kvinde finder en mystisk og magisk genstand. En genstand, der rummer stor fare, især for hende, og som samtidigt er bundet til hende på en måde, hun aldrig ville kunne forestille sig. – Jeg vidste ikke på dette tidspunkt, at den magiske genstand var en skriftrulle.
Derefter var det, som om historien bare gled ud igennem mine fingre. Som om nogen havde fortalt mig den her historie, og at det var min opgave at nedskrive den. Karaktererne, omgivelserne, det magiske land Trafallas og kærlighedshistorien mellem Grace og Zachos kom ud af det blå. Det greb dog om sig, og efterhånden, som historien udfoldede sig, blev den også sværere at skrive. Landet, Trafallas, voksede og voksede, og det er ikke helt let at opfinde et helt nyt land.
- Vil du kun skrive fantasy?
Lige nu må det korte svar være: Ja, fordi jeg har så mange ideer til fantasy-historier. Men på længere sigt, hvem ved. Måske. Jeg har faktisk et manuskript på et par hundrede sider, der nok ville blive betegnet som young-adult, liggende. Men det er stadig kun et ”eksperiment”. Det var en historie, der pludselig kom til mig, og som, til min egen store forbavselse, ikke rummede magiske elementer. Jeg har så ladet historien udvikle sig i den retning, som den nu ville, og så må vi se, om den en dag bliver god nok til andres øjne.
- Hvad er din yndlingsbog?
Min egen yndlingsbog, eller yndlingsbøger, må uden tvivl være Harry Potter bøgerne. Jeg elsker dem. Jeg elsker universet, de magiske elementer som Rowling har fundet på, og historien om Harry, Ron og Hermione, som man følger, fra de er børn til de bliver voksne. Det er så stærk en fortælling, på alle måder. Men jeg har mange bøger, som jeg er glad for. Bøger der, på den ene eller den anden måde, har sat noget i gang. Det er jo det vidunderlige, som bøger og historier kan.
Nadjas spørgsmål.
- Hvorfra stammer din lyst til at være forfatter, og ikke bare ”hygge-skriver”, men seriøs forfatter fra?
Min lyst til at være forfatter opstod, da jeg sad med det første og færdige udkast til Grænsen til Trafallas – del 1 tilbage i 2010. Før det vidste jeg ikke, at jeg ville være forfatter, fordi jeg jo ikke havde skrevet noget. Men da jeg sad med et næsten 400 siders langt word-dokument og skulle til at gå i gang med at skrive på en to’er og samtidigt vidste, at der ville komme en tre’er, tænkte jeg: ”Det her kunne måske godt gå hen og blive til noget større!”
Da jeg så færdiggjorde endnu et manuskript, der ikke havde nogen relation til Trafallas, og samtidigt havde et væld af andre ideer, begyndte en forfatterdrøm for alvor at spire, og den voksede stødt lige siden.
- Hvad er det bedste råd, du kan give til en, som selv går med en forfatterdrøm?
For mig at se så kan man også godt være forfatter, selvom man ikke er udgivet endnu. Man er måske så bare en slags ”skabs-forfatter.” Jeg tror, det er vigtigt, at man tager sig selv og sin kunst (for det er det) seriøst. Man skal selv tro på det, for at andre også kan. Jeg var i mange år alt for genert til at indrømme over for mine omgivelser, at jeg skrev. Så det blev gjort i smug. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle svare, når folk spurgte; ”Jamen kan man leve af at være forfatter?”, fordi det er ikke på grund af pengene, at man skriver. Det er jo på grund af passionen, og det kan være meget svært at forklare folk, der ikke selv er kunstnere. – Hvis alle kun tænkte på pengene, så ville ingen kunst jo blive skabt!
- Hvad gjorde du/hvad kan man gøre for at løfte sin historie (f.eks. sit sprog, sin formulering, sin storyline osv.) til et højere niveau?
Det aller-bedste, man kan gøre, som i hvert fald virker for mig, er at blive ved med at øve sig i at skrive og at læse bøger ved siden af.
Skriv på noget gammelt, noget nyt, noget umuligt. Noget, der måske ikke giver nogen umiddelbar mening, men som lige pludselig kan indgå som den manglende brik i et større puslespil.
Og så skal man læse. Gerne en helt masse. Det giver virkelig et boost til éns ordforråd, til éns sprog og til formuleringer. Det skal selvfølgelig siges, at alt dette tager lang tid. Måske flere år. Og det er også en proces, der aldrig ender. Man skulle jo gerne blive ved med at forbedre sig.
Til sidst kunne man jo, hvis man altså tør, sende sine historier ud til et par betalæsere. Om ikke andet er det jo noget, man skal lære at turde, hvis man på et tidspunkt vil udgives. Betalæserne kan så give kritik tilbage og fortælle, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Men det er en grænse, der kan være intimiderende at krydse. Især hvis man er så modig at sende sine tekster til folk, der slet ikke kender én og derfor heller ikke pakker noget ind.
Man skal være klar til at få kritik, og det er ikke altid lige sjovt. Heller ikke selvom den måske er konstruktiv.
Tusind tak til jer alle for at deltage. Jeg ønsker jer rigtig glædelig jul og god læselyst.
