SKRIVEBLOKADE

Hvad gør du?? – 2 råd til hvad der kan hjælpe dig ud af den.

Det kan være vældig frustrerende at sidde der foran computeren med markøren blinkende, og der kommer ingen ord ud. INGEN. Det oplever de fleste, der skriver. Hvordan kommer man så ud af det igen? Skal man bare opgive og lade sit projekt tørre ud, imens man skyr computeren som ilden og laver diverse overspringshandlinger for ikke at blive mindet om, at ordene ikke vil komme?

Nej, selvfølgelig skal man som forfatter aldrig finde sig i en skriveblokering! Og her kommer et ganske enkelt svar på hvordan: Disciplin. Du skal have en vist portion selvdisciplin – og her snakker jeg ikke om i forhold til chokolade, for meget Netflix, eller måske noget helt tredje. Du skal have selvdisciplin i forhold til din historie og dine karakterer.

👉 1. råd: Afskærm dig selv for overspringshandlingerne. Luk Facebook. Tjek ikke mails. Luk døren ind til vaskemaskinen og vasketøjet. Alt dét vil stadig ligge og vente på dig bagefter. At skrive kræver faktisk rigtig meget koncentration og fokus. Hvis du ikke kan finde det derhjemme, så smut ned på dit lokale bibliotek og tag ørepropper i ørerne, hvis der er lidt for meget larm.

👉 2. råd: God, gammeldags tvang. Ja, du læste rigtigt – du skal tvinge dig selv. Selvom du måske ikke har ’lyst’, så sæt dig alligevel ned foran computeren med det mål, at du skal skrive minimum femhundrede ord. Husk på at ordene altid kan redigeres – det kan et tomt dokument ikke. Ofte er det et lille skub som dette, der kan kickstarte inspirationen.

Jeg ønsker dig rigtig god skrivelyst.